Om J.S. Bach's Matthæus-passion i Budolfi Kirke, Ålborg 2011(med Ålborg Symfoniorkester og dirigent Stephen Layton):

From Sheffield Telegraph, 2010 (solo-recital at Nordic Spring Festival, Sheffield University, with pianist Benjamin Frith):

“YOU could imagine Signe Asmussen's voice filling an opera house without too much effort. It had tremendous unforced power, which was only occasionally called upon in her choice of songs here...

Her vocal technique is superb with every note pitched, not swallowed up in the sort of fashionable crooning that passes for legato in quiet singing from many so-called great singers these days.

With a rock-steady singing line throughout her voice range, Asmussen legitimately qualifies for the accolade 'great' allied to her commitment and interpretive way with the material she sang.

The full-hearted, generous-toned account of Var det en Dröm? and the subsequently abandoned rendering of 'The Tryst,' the last two Sibelius songs, represented great singing by any yardstick.

Songs that didn't call for overly intense utterance, the five by Nielsen, for example, made their mark with sustained steadiness of line and feeling, which proved highly advantageous and worked wonders for the two by the Swedish composer Sigurd von Koch.

The five mediaeval songs by the other Dane, Peter Heise, colourfully ballad-like in construction, were strongly characterised and there was nothing precocious-sounding about the two well-known Grieg songs Jeg Elsker Dig (I Love But Thee) and Våren (Spring), both being full-voiced and ardent.” (by Bernard Lee)

Om Den Jyske Operas opsætning af Idomeneo, 2010:

Thomas Michelsen i Politiken: ”I jakkesæt var mezzosopranen Signe Asmussen en velklingende substitut for den kastrat, der i teorien burde synge partiet som kongesønnen Idamante.

Hendes kærlighedsmøde med Elsebeth Dreisigs Ilia i regnen under paraplyer gjorde begyndelsen af aftenens anden halvdel til noget af det smukkeste. Også fordi vokalkvartetten, der følger efter, og som Mozart har skrevet så raffineret, blev fint forløst...

Man skal se denne forestilling for Mozarts musikalske raffinementer og for at opleve nogle spændende yngre sangere på vej frem.”

Om Hans Peter Stubbe Teglbjærg's ”The Voice of Dhruva” til SPOR-festivalen, 2009 (med Århus Symfoniorkester og dirigenten Franck Ollu):

John Christiansen i Jyllandsposten: ”Det væsentligste indslag var naturligvis et nyt dansk værk, Hans Peter Stubbe Teglbjærgs "The voice of Dhruva" for mezzosopran og orkester. Inspirationskilden er en antik mytologisk hindu-tekst om drengen Dhruva, som forenes adgang til sin far, og som søger hjælp hos de syv vise, som hjælper ham i bøn og meditation. Vi hører Dhruvas indre monolog og indre anfægtelser med indskudte digtfragmenter af andre.

Teksten til myten synges på engelsk, de øvrige tekster på originalsprogene Finlands-svensk og fransk. Signe Asmussen var sat på prøve, men hun klarede den ikke alene flot. Hun sang smukt og præcist med udtryksmæssigt overskud. Franskmanden Franck Ollu dirigerede Aarhus Smfoniorkester med plastisk sikkerhed og liv.

Det var en bemærkelsesværdig koncert på en festival med ny musik: Mozart fulgt af to stykker, hvoraf ingen kan betragtes som vanskeligt tilgængelige. Hans Peter Stubbe Teglbjærgs vokalværk havde atmosfære, som favnede over meget fra romantik til nytænkning. Det blev faktisk en koncert, som med held kunne indgå i Århus Symfoniorkesters traditionelle sæsonprogram.”

Om Copenhagen Saxophone Quartet's julekoncert i Sct. Nicolai Kirke i 2008:

Poul Lund i Bornholms Tidende: "...Det var voldsomt svært at sidde stille (eller lade være med at knibe en tåre af lykke) under denne koncentrerede lille times koncert. Raffinement fulgte på raffinement, og som akkompagnement til vokalisten Signe Asmussen viste de fire også deres berettigelse med et douce underspil til Pergolesis Salve Regina, måske et af barokkens inderligste værker. Det var... netop inderligheden, den indadvendte ro, der kom til udtryk i Signe Asmussens store stemme. I sin spændvidde var den at sammenligne med den kærlighed der udgår fra den regina, der hilses: Jesu Moder, Maria. Den grundlæggende blide stemme, med strejf af mørk chokoloade, fortsatte med tre arier fra Händels Messias. I "I know that my Redeemer Liveth" gik sarthed og styrke hånd i hånd med lige den betydningsfulde pause der skulle til for at understrege betydningen. I "Rejoice greatly, o Daughter of Zion" var det blæserne der intonerede sejrsstolt og triumferende fulgte sangeren på vej: Musik og tekst i Messias er overhovedet noget af det ypperligste produceret i 1700-tallet, og man kan ikke blive andet end ydmyg når man lytter til så magtfulde musikudsagn." 

From The Birmingham Post, 2004 (concerts in Symphony Hall with pianist Howard Shelley and Camerata Salzburg):

"Most exciting of all was a performance of Mozart's concert aria, Ch'io mi scordi di te, written for the soprano Nancy Storace and Mozart himself directing from the piano.

There was a wonderful intertwining here between the voice of the hugely exciting soprano Signe Asmussen (what effortless top B-flats!) and Shelley's piano, supported by a complicit orchestra. Asmussen displayed a remarkable control over range and tessitura in Saturday afternoon's group of Schubert songs, some of them rarely-performed with instrument obbligati." (by christopher Morley)

Om Rialtoteatrets opsætning af Figaros Bryllup i 2004:

Thomas Michelsen i Politiken: ”...Besætningen er ung og velvalgt. Der er decideret fine sanglige oplevelser og flot timing i ensemblerne, selv om forestillingen spiller uden dirigent. Dertil kommer nogle gode grin undervejs. De hjerteligste sikres af Signe Asmussen i bukserollen som den fnisende page Cherubino. Hun er guld værd, når hun – lille stump som hun er – sættes op i lænestolen og skældes ud af Greven, som hun har gemt sig for.”

Peter Johannes Erichsen i Weekendavisen: ”...og så selvfølgelig den helt uimodståelige Signe Asmussen som en både laber og fortumlet Cherubino.”

From Musical Opinion, 2003 (concert in Wigmore Hall, Carl Nielsen Anniversary Concert):

”The greatly gifted soprano Signe Asmussen, accompanied admirably by pianist Morten Mogensen, charmingly and most musically contributed seven of Nielsen's songs in two groups of three, with an encore, a welcome surprise for those who consider him solely as a symphonist and operatic composer... A fascinating and worth-while evening.” (by Robert Matthew-Walker)

Om Berg's Sieben frühe Lieder til dirigenten Per-Otto Johansson's debut-koncert m. Sjællands Symfoniorkester i 2003:

Søren Schauser i Berlingske Tidende: ”...Men i det fag er selv en koncert på to timer guld værd. Og Johansson's rutine voksede fra først til sidst. Når man ikke straks lagde mærke til det, var det Signe Asmussens skyld. Forrige uge skulle tyske Angelica Kirchschlager have sunget Alban Bergs syv tidlige sange, men blev syg. Koncerten i Hellig Kors Kirke på Indre Nørrebro blev stedet, vi fik dem – og hvor den unge mezzo trådte i karakter. Hun viste sig simpelthen som en af de bedste i landet.”

Thomas Michelsen i Politiken: ”...Heller ikke solistisk krydderi manglede, idet Signe Asmussen sang Alban Berg's ”Sieben frühe Lieder”... I Berg's tidlige sange var der både mezzo- og sopran-kvaliteter. Men frem for alt en naturlig affinitet med det Strauss- og Mahler-påvirkede univers, de syv sange repræsenterer. Dermed blev denne præstation en af de bedste, jeg endnu har oplevet fra den unge sangerindes side. Sådan som Signe Asmussen fortsat udvikler sig – både dramatisk og sangteknisk – er hun en fornøjelse at følge.”

Om Berlioz' ”Les Nuits d'été” til overrækkelse af Holstebro Musikpris 2002 (med Ålborg Symfoniorkester og dirigenten Michel Tabachnik):

”Det blev en prisvinderkoncert med et glædeligt format... Der er næppe tvivl om, at Signe Asmussen glædede sig endnu mere over at få mulighed for at synge Berlioz' sangcyklus ”Les Nuits d'été” med Aalborg Symfoniorkester end over de 30.000 kr., som borgmester Arne Lægaard overrakte hende. Hun sang de seks atmosfærefyldte sange til digte af Theophile Gautier med en umiddelbar indlevelse og charme, med en dejlig nærhed til ordene og deres indhold af ”romantisk” kærlighed i vekslende skikkelser. Signe Asmussen udtrykte så meget i sang og fremtoning, at man umiddelbart forstod digtenes karakter, selvom teksterne desværre manglede i Holstebro-programmet i modsætning til det i Ålborg. Hun fremhævede en gennemgående følelse af vemod, og det ikke blot i de fire mellemste sange, men i stemmens fine klangspil kom samtidig ordenes og musikkens flertydighed frem.” (af John Christiansen)

Om debutkoncerten i 2001:

Jan Jacoby i Politiken: ”Poetisk forførelse – Signe Asmussen er en født fortolker i den intime genre.

...Men forført blev man. Signe Asmussen er ikke blot en rimeligt dygtig sanger.. men først og fremmest en fortolkende naturbegavelse, der tvinger én til at lytte. Hun synes ude af stand til at præstere noget ligegyldigt og befinder sig åbenlyst godt på en scene... Attraktionen i Schierbecks ”Den Kinesiske Fløjte” er almindeligvis den fine orkesterinstrumentation, men som digtfortolkninger har jeg ikke før oplevet sangene så fornemme som her i klaverversionen: Velsignet ukunstlet og autentisk fortalte Asmussen sine historier, så billeder og situationer rejste sig lyslevende...

Deklamation og klang former udtrykket – det sidste mest på et underbevidst plan: Stemmens farvning falder ikke i ørerne, men den rammer sjælen, for den gror af nærvær og forståelsen... Til syvende og sidst bygger forførelsen også på musikalsk overskud. Form og stil holder udtrykket på plads med en gennemslagskraft, der går i dybden... og overalt stod gedigen musiceren i et produktivt og engagerende forhold til fortolkningen.”

Jakob Levinsen i Berlingske Tidende: ”Mulighedernes stemme - Signe Asmussen behersker med usædvanlig musikalsk autoritet både den sprødeste renæssancemusik og den heftigste romantik. Hendes debutkoncert i fredags lignede begyndelsen på en stor karriere... Ikke mindst Xavier Montsalvatges latinamerikansk farvede ”Canciones Negras”, som på ny var en opvisning i lige del rå sanselighed og musikalsk fortælleevne... Der var også både cabaret-lginende ironisk vid i ungareren Matyas Seibers tre sange for stemme og klarinet til absurde tekster af Christian Morgenstern, og bagefter det helt store episk-romantiske udtræk i Henri Duparcs ”L'Invitation au Voyage”. De, om noget, cementerede, at der her er tale om en stemme og en sanger med ekstraordinære muligheder og i vidt omfang også allerede kunne og overskud til at realisere dem...”